privat

Misfarvet vand

Hvad med vasketøjet?
Jern i vandet kan under uheldige omstændigheder sætte sig i vasketøjet.
 
Er det sket, anbefaler Forbrugerrådet:
- Tøjet skal holdes fugtigt og må ikke nå at blive tørt.
- Læg tøjet i vand tilsat 1 dl. citronsyre pr 10 l. vand.
- Efter en halv time vrides tøjet og vaskes igennem i en varm sodaopløsning med 3 dl. soda til 10 liter vand.
- Tøjet skylles og færdigbehandles som efter normal vask.
 
Provas erstatter ikke misfarvet tøj.

Misfarvet vand

Du kan komme ud for, at der i korte perioder kan komme misfarvet vand ud af din vandhane. Det sker i forbindelse med brud på ledningen eller andre forstyrrelser i vandforsyningen. Vandet kan være rødt, brunt eller sort og indeholde sorte partikler. Det kan også smage af jern.
Misfarvet vand skyldes ofte, at partikler i vandledningsnettet rives løse ved trykstød eller ændret strømningsretning. Partiklerne består af jern og mangan, som er naturligt forekommende stoffer i grundvandet.
Misfarvningen er uskadelig, og du kan sagtens drikke vandet. Men for stort indhold af jern kan give afsmitning på porcelæn og vasketøj, og mangan kan give et fedtet og olieagtig udseende med små sorte partikler.

Lidt mere om jern og mangan
I vandværksboringer forekommer jern og mangan i varierende mængder. Ved vandværksbehandlingen - iltning og filtrering i sandfiltre - udskilles jern og mangan. Ved iltningen ændres jern og mangans kemiske sammensætning, så der dannes klumper, der kan tilbageholdes i sandfiltrene. Uanset hvor effektiv vandværksbehandlingen er, kan det dog ikke undgås, at der også sker udfældning af jern og mangan i en vis udstrækning i ledningsnettet ud til forbrugerne.

Når vandstrømmen er ensartet - det vil sige, at vandet løber samme vej med samme tryk og styrke - forbliver det udfældede jern og mangan i ledningen. Men opstår der brud på ledningen eller andet, der bevirker, at vandstrømmen ændres, rives jern- og manganpartiklerne løs.
Almindeligvis vil Provas efter brud på en vandledning sørge for, at der sker en gennemskylning af ledningsnettet, til vandet er rent igen og fri for partikler. Ved gentagne problemer bliver ledningsnettet renset med en svamp, der føres gennem rørene.



Luk