Containerbrand i Haderslev
En brand i container 41 kom hurtigt under kontrol, takket være en vaks Provas 24/7-kunde.
22. april 2026
Tirsdag aften omkring kl. 22 opstod der brand i en container til fraktionen ’Rest efter sortering’ på genbrugspladsen i Haderslev.
Det var en kvindelig Provas 24/7-kunde der opdagede røgudvikling fra container 41.
Hun skyndte sig at ringe 1-1-2, og stod pænt og ventede ved lågen for at holde den åben for brandvæsnet når det kom.
Vi er meget taknemmelige for, at hun handlede så hurtigt. Det betød, at ilden begrænsede sig til containeren.
I dag har vi undersøgt containeren. Den er stærkt skadet indvendigt, men heldigvis ikke totalskadet.
Årsagen til bandens opståen er endnu uvis, men det er tydeligt, at gnister har haft gode vilkår. Alt for meget, der slet ikke hører til i containeren, var at finde i den f.eks. halm og papir.
Vi vil kraftigt opfordre til, at folk retter sig efter skiltningen på pladsen, så vi undgår lignende hændelser i fremtiden. Er du i tvivl om sorteringen på et tidspunkt, hvor pladsen er ubemandet, har vi en digital sorteringsguide man kan søge i.
Heldigvis kom ingen mennesker eller bygninger noget til.
Også tak for indsatsen til Brand & Redning Sønderjylland, St. Hoptrup og St. Haderslev, samt Beredskabsstyrelsen Sydjylland.