Godt nyt til badevandet

Et ekstra lille rensetrin på Haderslev Renseanlæg er nu med til at rense spildevandet for bakterier og vira før vandet ledes ud i fjorden.

23. oktober 2025

Anlæg til hygiejnisering

Tænk sig, at noget så småt kan have så stor en effekt. Det kan godt være, at anlægget ikke ser ud af ret meget, men forventningerne er til gengæld tårnhøje.

Et lille, men vigtigt, skridt mod badevandskvalitet

For godt to år siden drøftede bestyrelsen i Provas, hvordan man bedst kunne støtte op om Haderslev Kommunes arbejde for at opnå badevandskvalitet og god økologisk tilstand i Haderslev Fjord.

En bedre håndtering af byens spildevand var et oplagt sted at tage fat. Vi har allerede reduceret belastningen fra overløb med projektet på Jomfrustien og ved at separatkloakere oplandet til Humlegårdsbæk. I vinterhalvåret, hvor forekomsten af alger er på sit laveste, har vi en forventning om, at hygiejniseringen vil bidrage til at gøre fjorden ren nok til badning, siger Inga Lykke, bestyrelsesformand i Provas. 

Etableringen af et doseringsanlæg til hygiejnsering af spildevandet fra Haderslev by, har derfor stået højt på ønskelisten hos Provas nogen tid.

- Vi har allerede en høj rensegrad på anlægget i Haderslev. Men med denne nye teknologi vil vi effektivt kunne fjerne uønskede mikroorganismer fra udløbsvandet inden det ledes ud i fjorden, siger adm. direktør i Provas, Esge Homilius. 

Ønsket gik i opfyldelse november 2024, da Haderslev Kommunes udvalg for Teknik og Klima stillede krav om hygiejnisering af udløbsvandet fra Haderslev Renseanlæg.

- Rent vand i Haderslev Fjord og Dam er et vigtigt tema for os i kommunalbestyrelsen. Haderslev Kommune er skabt af vandet omkring os, og de kommende generationer skal kunne bade i fjorden og nyde naturen omkring den. Derfor er jeg utroligt glad for, at vi nu tager dette skridt mod renere vand, man kan bade i, ved at gøre rensningen af spildevandet endnu bedre, siger Mads Skau, borgmester i Haderslev Kommune. 

Metode kendt fra OL

Brugen af Permyresyre til desinficering kendes allerede fra fødevare- og medicinalindustrien, da det ikke efterlader giftige biprodukter. Og så var det selvsamme metode, der blev anvendt til at rense udløbsvandet under OL i Paris 2024 i forbindelse med svømmekonkurrencerne i La Seine.

- Det smarte ved denne type anlæg her er, at det dels ikke fylder ret meget og dertil heller ikke er særligt omkostningstungt hverken at drive eller installere. Men hvad vigtigere er, så er det også en miljøvenlig løsning, da der ikke er uønskede biprodukter i forbindelse med brugen af anlægget, siger driftschef i Provas, Malene Staub og fortsætter:

- Derudover vil vi også kunne få en gavnlig effekt, når vi f.eks. genbruger en del af det rensede spildevand som teknisk vand internt på Haderslev Renseanlæg.

FAKTA
Hygiejnisering sker ved, at Permyresyre tilføres i små doser, hvor en hurtig reaktion med indholdet i spildevandet effektivt nedbryder uønskede mikroorganismer. 

Når den supplerende rensning er i gang, vil der blive opsat et program for testning af badevandskvaliteten ved det Blå Forsamlingshus og ved bystranden. Der skal tages prøver i to måneder, før det kan afgøres hvorvidt badning ikke længere frarådes.

Anlægget, et DEX Compact fra Kemira, skal køre året rundt.

Øvrige løsninger i forhold til reduktion af næringsstoffer, som genererer algevækst, forventes identificeret igennem projektet ”Lokalt baseret vej til godt vandmiljø og konkurrencedygtigt landbrug”, som er et samarbejde imellem blandt andet Haderslev Kommune, SEGES, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Provas og Spiras.